
Om mig

Tre ord om mig:
Nysgerrig, hjertevarm og handlekraftig.
Hej, jeg hedder Kaia! Jeg er mor til to fantastiske børn – en teenager, der holder mig opdateret på tidens puls, og et skolebarn, der konstant minder mig om at være til stede i nuet. Jeg er født i Tønder, opvokset tosproget i det danske mindretal i Flensborg og har boet 26 år i Hamborg. Nu er jeg tilbage i det sønderjyske og elsker at være tæt på både familie og havet.
Min opvækst i et miljø præget af børnevenlighed, ligeværd og åbenhed har givet mig en solid base, som jeg har taget med ind i mit eget forældreskab. Da mit andet barn – et viljestærkt og følsomt barn – udfordrede mig til at tænke nyt og lære mere om relationer og børns behov opstod ønsket om, at kunne rådgive andre forældre, der stod i lignende udfordringer.
Mit arbejde som certificeret forældre- og familievejleder er en passion, der udspringer af min egen rejse som forælder. Jeg tror på, at en stærk og kærlig relation mellem forældre og børn kan gøre en verden til forskel – og jeg vil gerne hjælpe dig med at finde vejen derhen.
Når jeg ikke rådgiver forældre, dykker jeg ned i spændende bøger om udviklingspsykologi, går en tur med vores hund – og elsker de stille stunder ved havet.
Jeg glæder mig til at høre fra dig!
