Selv- og samregulering

I denne anden del dykker jeg ned i, hvordan vi som forældre kan regulere os selv – for det er faktisk det allerførste og vigtigste skridt. Først når vi er regulerede, kan vi hjælpe vores barn med at blive det samme. Ud over vores egen selvregulering og samreguleringen af barnet, opstår spørgsmålet: Hvordan viser vi barnet, at vi ikke synes det er i orden med skældsord og sårende udtalelser? At det faktisk gør ondt på os, og at vi ønsker at tale og være sammen på en fredelig måde? Og ikke mindst: Hvordan hjælper vi barnet med at finde tilbage til roen og føle sig godt tilpas igen?

Selvregulering

Som nævnt i første del er vores egen regulering af vores stærke følelser helt afgørende, når vores barn bliver vredt. For det, barnet har brug for i disse situationer, er, at vi samregulerer – altså at vi er med dem i de stærke følelser, holder og rummer dem. Det er helt nødvendigt, for små børn kan rent neurologisk ikke regulere sig selv endnu – de har brug for os.

Men hvis vi selv er ramt – måske fordi barnets skældsord gør ondt, eller fordi vi har været på overarbejde hele dagen – så kan vi ikke være der for barnet. Så handler vi ud fra vores egen uro og kan ikke tilbyde den trygge regulering, barnet har brug for.

Man kan sige det sådan her: Vi skal selv stå stabilt med begge ben på jorden for at kunne holde vores barn i stormvejret.

Viden er det første skridt

Som jeg nævnte i del 1, er det vigtigt at forstå, hvorfor børn skælder ud – og hvorfor vi ikke skal tage deres ord personligt. Jeg brugte "syltetøjsglas-metaforen" for at illustrere, at ordene i sig selv ikke er vigtige – det handler om, hvad de forsøger at sige med dem. 

Når børn bruger hårde ord, fortæller de os: "Jeg har det virkelig ikke godt lige nu."

Så:

1. Vredesudbrud er ikke noget, små børn kan styre – deres hjerne er ikke udviklet nok endnu.
2. Skældsordene handler ikke om dig – de handler om barnets indre tilstand.
3. Når et barn skælder ud, er det i stor følelsesmæssig nød – og har brug for din støtte.

Med den viden kan vi begynde med det vigtigste: at tage os af os selv først.

Selvregulering - men hvordan?

Der findes mange måder at regulere sig selv på. Vi er forskellige, så du må finde det, der virker for dig. Men vi har også noget til fælles: Vi har alle et nervesystem. Og det kan vi arbejde med.

Det handler ikke om spaophold eller noget uopnåeligt – det kan være små, daglige rutiner:
– Taknemmelighedsøvelser
– Kort meditation (gerne guidet)
– Et hurtigt check-in: Hvordan har jeg det lige nu? Har jeg drukket vand?
– Musik, dans, en gåtur

Pointen er: Giv dig selv små øjeblikke i løbet af dagen, hvor du mærker dig selv. Mange af os løber bare derudaf og glemmer os selv.

Og hvad gør jeg, når det alligevel bliver akut?

Nogle gange rammer barnets skældsord præcis dér, hvor du allerede er presset – fx når du kommer op på fjerde sal med indkøbsposer og to trætte børn efter en lang dag.

Når stormen rammer, handler det om at tage styringen tilbage i samarbejde med dit nervesystem. Det er ikke nemt, men det kan læres.
Først: Stop op. Mærk, at autopiloten er ved at tage over – og tryk på pause. Der er et lille vindue på ca. 90 sekunder* efter en følelsesmæssig trigger, hvor vi har mulighed for at vælge en ny reaktion.

Træk vejret dybt.
Observer din vejrtrækning – og forsøg at trække vejret lidt langsommere, holde vejret et kort øjeblik og så ånde roligt ud. Bare det hjælper dit nervesystem til at falde lidt til ro.

Andre små, hurtige redskaber: 

– Et koldt glas vand
– Gå hen til et åbent vindue og træk vejret dybt ind gennem næsen og kig så langt ud som muligt på udåndingen
– Ryst kroppen lidt
– 5-4-3-2-1-øvelsen (find fx 5 ting, rør ved 4 ting, lyt til 3 ting, lugt til 2 og smag 1 ting)

Prøv dig frem – så finder du det, der virker for dig.

Jeg er i ro nu - men mit barn skælder stadig ud

Det er den bedste forudsætning for, at du nu kan være der for dit barn.

1. Skift perspektiv: Hvad kunne det handle om? Vrede dækker ofte over noget andet – måske sorg, skuffelse eller smerte.
2. Gå ned i øjenhøjde, så du ikke virker truende.
3. Spejl barnets følelser med mimik og kropssprog – og måske med ord, afhængigt af alder.
4. Lad skældsordene prelle af – tænk på syltetøjsglasset – og hav samtidig blik for, at barnet er i følelsesmæssig nød.
5. Tal så lidt som muligt – dit barn er midt i en følelsesmæssig storm og kan ikke tage imod lange forklaringer.
6. Vis med din tilstedeværelse: "Jeg er her. Jeg kan godt rumme det."

Så vil du opleve, at barnets uro begynder at falde.

Vi bryder os ikke om skældsord

Vent til det rigtige tidspunkt, før du tager det op. Det kan være minutter senere – eller dage.
Fortæl, at skældsord kan gøre ondt. Vær nysgerrig og åben – ikke dømmende. Måske kan I læse en børnebog om emnet sammen, eller finde på fjollede "skældsord" sammen.

Med større børn kan I tale om, hvad ordene egentlig betyder. Måske er det nye ord, du ikke kender. Ved at være i dialog og vise interesse, kan I sammen undersøge, hvorfor børn nogle gange bruger de ord.

Hvordan har mit barn nu?

Dit barn vil føle sig trygt – og tryghed er et grundlæggende følelsesmæssigt behov. Du har været en sikker havn. Du har set og hørt dit barn, forsøgt at forstå det og ikke gjort barnet forkert.

Når barnet oplever dét igen og igen, vil det blive ved med at komme til dig med sine store følelser. Og det er måske det smukkeste, vi kan opnå som forældre – ikke?

*90-sekunders-vinduet er beskrevet af neuroforskeren Dr. Jill Bolte Taylor i bogen "My Stroke of Insight"

Kærlig hilsen,

Kaia 💛