Fra opdragelse til relation – Hvad betyder det egentlig at være relations- og tilknytningsorienteret?

26-03-2025

I junglen af begreber om børneopdragelse kan det være svært at finde rundt. Hvad adskiller relations- og tilknytningsorienteret pædagogik fra behovsorientering, Attachment Parenting eller den traditionelle opdragelse, som de fleste af os kender?

Opdragelse er en overordnet betegnelse, der i århundreder er blevet brugt til at beskrive, hvordan vi socialiserer og vejleder børn. Gennem tiden har forskere, sociologer og psykologer arbejdet med at definere, hvad opdragelse indebærer. For at forstå, hvad relations- og tilknytningsorienteret pædagogik indebærer, er det først relevant at se på den traditionelle opdragelse.

Traditionel opdragelse

Historisk set har opdragelse været præget af magthierarkier, hvor voksne havde autoriteten, og børn skulle tilpasse sig systemet. Mange generationer er vokset op med en overbevisning om, at børn fra fødslen er modvillige, og at det krævede disciplinerende metoder at forme dem til lydige og veltilpassede individer. Uønsket adfærd skulle kontrolleres, følelser blev ofte set som forstyrrende, og kommunikation var primært ensrettet fra voksen til barn.

Vi er alle præget af fortiden

Mange af os har stadig denne tilgang med os – enten gennem vores egen opvækst eller gennem generationsmæssige overbevisninger om, hvordan man "bør" opdrage børn. Men i takt med at vi har lært mere om børns udvikling og behov, er der opstået en voksende usikkerhed:

  • Har vi stadig brug for børn, der kun er tilpasset?

  • Fører en opdragelse, der primært fokuserer på tilpasning, til selvstændige, ansvarlige og handlekraftige voksne?

Relations- og tilknytningsorienteret pædagogik

Her kommer relations- og tilknytningsorienteret pædagogik ind i billedet. Den bygger på forståelsen af, at mennesker – store som små – styres af deres følelser, behov og relationer.

Emotionel udvikling

De første år af et barns liv er primært styret af den emotionelle udvikling. Hjernen udvikler sig fra de følelsesmæssige centre (det limbiske system) før den kognitive del (fornuft, impulskontrol m.m.). Derfor er det essentielt, at børn får lov til at udtrykke, udforske og forstå deres følelser – snarere end at blive kontrolleret eller afvist.

Ikke en metode, men en tilgang

Relations- og tilknytningsorienteret pædagogik er ikke en metode, et regelsæt eller en teori. Det er en grundlæggende livsholdning, baseret på værdier som respekt, ansvar og tillid. Det handler om at møde børn med en åben og nysgerrig tilgang, hvor vi ser bag om adfærden og forstår de underliggende behov.

Al adfærd giver mening

I denne tilgang ser vi på adfærd som et udtryk for en følelse, og følelsen udspringer af et behov. Vores opgave som forældre er ikke at kontrollere eller eliminere adfærden, men at forstå den – og herigennem styrke relationen til vores børn.

Jeg brænder for denne tilgang, fordi den bygger på gensidig respekt og anerkendelse af både børns og voksnes behov. Jeg ønsker, at så mange børn som muligt får lov til at vokse op i trygge og kærlige relationer, hvor de bliver mødt med forståelse og respekt.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan arbejde med relationer og tilknytning i din familie, så er du meget velkommen til at deltage i mine kurser, få en individuel rådgivning eller komme til en af mine foredrag.

Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Kaia 💛