Børns søvn • vigtigheden af nærhed og tilknytning

Hvor sover vi?

Når vi taler om børns søvn og hvor de sover, så mødes mange meninger, følelser og tydelige behov. I dette blogindlæg vil jeg fokusere på stedet, hvor børn sover – for netop dét skaber ofte stor usikkerhed hos forældre.

Især når vi har små børn, blander andre sig gerne i snakken:
"Sover dit barn igennem?"
"Sover jeres barn stadig hos jer?"
"Mon barnet nogensinde kommer til at sove i sin egen seng?"
"Eeeh... sover hun allerede på eget værelse?"

Søvn er et grundlæggende fysisk behov. Mangel på søvn er hårdt – vi bliver ude af balance og kan nærmest ikke fungere. Derfor er søvn et uendeligt vigtigt emne – og noget, som forældre konstant må forholde sig til, især i de første år med baby og småbørn.

Rigtigt og forkert

Søvn er en stor udfordring for både børn og voksne. Det kan føles, som om der findes to lejre: Dem der gerne vil have barnet til at sove alene tidligt, og dem der vælger samsovning og tålmodigt venter på, at barnet selv udtrykker ønske om eget værelse.

Men hvordan ønsker vi det i vores familie? Mange oplever stor usikkerhed og en ægte frygt for at gøre noget forkert. Og det er ikke så mærkeligt – emnet vækker holdninger, og også mellem forældre kan der være forskellige behov og perspektiver.

Gode grunde til begge dele

Der findes gode grunde til både samsovning og eget værelse. Forældre der vælger, at barnet sover alene, håber måske på, at alle får en bedre nattesøvn. Søvnmangel slider – på både voksne og børn.

Andre ønsker tæt samsovning og masser af tryghed og nærhed, måske fordi de selv har manglet det som børn.

Historien spiller ind

Vi ved i dag, at små børn har brug for nærhed og kontakt – de kan ikke regulere sig selv. Og alligevel hænger troen om, at børn skal kunne sove alene, stadig ved.

"Godnat og Sov Godt"- metoden eller "Cry it out" - søvntræning anbefaler faste planer for ind- og gennem-sovning og bøger sælges stadig flittigt, eller forældre bliver rådgivet af både familie, venner eller endda fagpersoner. Det rammer et meget ømt punkt hos mange forældre – men vi må ikke glemme, hvad det gør ved barnet.

Et barn, der stopper med at græde, fordi ingen kommer, er ikke faldet til ro – det har opgivet. Det er ikke noget, jeg anbefaler – tværtimod. Vi ønsker en sund psykisk udvikling og en tillidsfuld relation, og det kræver, at vi ser barnet og dets signaler. Det kræver at barnet kan stole på, at vi kommer når det har brug for os, da det er afhængigt af sine forældre. Det har brug for trøst, omsorg og tryghed.

Hvem handler det egentlig om?

Når vi træffer valg omkring søvn, må vi se på alles behov i familien. Det gør ikke beslutningen nemmere – for behovene kan være forskellige.

Forskellen er dog, at voksne kan træffe beslutninger og handle. Vi vælger sengen, indretter værelset, lægger barnet til at sove dér, hvor vi mener det er bedst. Barnet derimod mærker sine følelser og reagerer – men kan ikke vælge bevidst.

Børn mærker behov for nærhed og tryghed – eller for autonomi og selvstændighed. Disse følelser styrer deres adfærd, uden at de selv kan vælge. Derfor er de afhængige af os.

For høje forventninger?

Mange forældre har høje forventninger til, at deres barn skal kunne sove alene. Men børn kan ikke rationelt styre deres behov og frygt. Og især om natten aktiveres tilknytningsbehovet kraftigt.

Når et barn vågner i mørket, stilheden og kulden – uden nogen tæt på – opstår hurtigt en følelse af nød. Alle mennesker vågner om natten og tjekker, om de er i sikkerhed. Børn er afhængige af, at det er os forældre, der skaber den tryghed.

Tilknytning og selvstændighed

Børn (og voksne) balancerer konstant mellem behov for forbindelse og selvbestemmelse.

For at kunne sove må vi give slip – og det gør os sårbare. Det kræver tryghed, og den kan små børn ikke skabe selv. Derfor har de brug for, at vi opfylder deres følelsesmæssige behov for forbindelse – særligt ved sengetid.

Men ønsket om autonomi er der også – og vokser med alderen. Derfor er det en helt naturlig proces, at børn på et tidspunkt flytter ind på eget værelse – og det kan gøres på en måde, hvor barnet stadig føler sig trygt og set.

Ansvaret ligger hos os

Et grædende barn skal ikke efterlades alene. Vi ved i dag, at stilhed ikke nødvendigvis er lig med ro – det kan være resignation. Et barn, der holder op med at kalde, har måske opgivet håbet. Det sætter spor.

Det er vores ansvar at sørge for, at barnet føler sig trygt og beskyttet, når det skal sove. Når vi møder deres signaler med kærlighed og forståelse, støtter vi deres søgen efter enten kontakt eller selvstændighed på en tryg måde.

Valget om, hvor og hvordan man sover, må træffes ud fra alles behov – ikke bare de voksnes. Og det er vigtigt at huske: Der findes ikke én rigtig løsning. Hver familie må finde sin vej – uden at lade sig styre af andres meninger.

Om det er i egen seng, i forældrenes seng eller på en madras i samme rum – det afhænger af barnet, familien, dagen, omgivelserne og meget mere. Det vigtige er, at det føles rigtigt for jer – og at det løbende justeres.

Forbindelse og tryghed

Der findes intet "skal" eller "bør" – kun mærke efter og være opmærksom.

Hvordan gør I hjemme hos jer? Sover dit barn hos dig – eller i egen seng?
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til mig.

Bliv i forbindelse – det er det hele værd.
Din Kaia 💛